Elsbett 2-tank systemer til andre motorer med direkte indsprøjtning
Elsbett´s[6] 2-tank system til andre motorer med direkte indsprøjtning(DI) er beregnet til modificering af DI motorer der pt. ikke lader sig modificerer med et 1-tank system. Systemet fungerer ved at motoren startes og køres varm på dieselolie fra en separat tank, hvorefter der skiftes til opvarmet rapsolie. Før motoren standses skal man skifte tilbage til diesel for at skylle indsprøjtningssystemet. Traditionelt anvendes bilens originale tank til rapsolie, mens en lille dieseltank på 20-30 liter placeres i bagagerummet eller på reservehjulets plads. I nogle tilfælde hvor der er god plads til en ekstra tank, kan man installere f.eks. en 90 liters tank til rapsolie inde i bilen, mens den originale tank anvendes til dieselolie.

Efter modificering kan man anvende rapsolie, diesel eller blandinger af rapsolie og diesel i rapstanken, mens der i dieseltanken altid skal benyttes diesel. Rapsolien skal overholde kvalitetsstandarden herfor.

Systemet egner sig bedst til et kørselsmønster overvejende med længere ture. Minimums distancen for at det kan betale sig at køre med 2-tank system afhænger naturligvis af bilens brændstoføkonomi. Der forbruges typisk 0,5-1 liter diesel i opvarmningsfasen, og der skal skiftes tilbage til diesel ca. 0,5 liters forbrug før motoren stoppes. Om sommeren er opvarmnings- og skylletid kortere end om vinteren. Hvis bilen har oliefyr kan opvarmningstiden reduceres, men skylletiden kan som udgangspunkt ikke undgås.

Elsbett´s modificeringskit består udelukkende af kvalitetskomponenter fra producenter som BOSCH, Hella, BERU, NGK osv., samt enkelte specialfremstillede komponenter.

Kittet indeholder følgende dele

  • Varmeveksler
  • T-stykker og slanger til forbindelse af varmeveksler
  • Elektrisk fødepumpe til diesel
  • Brændstoffilter til diesel
  • Elektrisk fødepumpe med for-filter til rapsolie
  • brændstofventil
  • Brændstofslanger
  • Fittings til slanger
  • Termokontakt med sokkel
  • Pre-fabrikeret "Plug & Play" ledningsnet til tilslutning af relæer, termokontakt mm.
  • ekstra tank[1] til diesel med niveau indikator
  • Styreenhed for brændstofvalg
  • Betjeningspanel til brændstofvalg, visning af niveau i dieseltank samt alarmfunktion hvis motoren stoppes på rapsolie.
  • evt. ekstra elektrisk højtryksfødepumpe hvis denne indgår originalt i motorens konfiguration.
  • installationsvejledning på engelsk, inkl. eldiagram og brændstofdiagram

 
Principskitse af  Elsbett 2-tank systemer til andre motorer med direkte indsprøjtning

Varmeveksleren tilsluttes parallelt med varmeapparatet. Der monteres en elektrisk fødepumpe ved rapsolietanken og den originale fremløbsslange anvendes frem til varmeveksleren. Herfra føres rapsolien over det originale brændstoffilter til brændstofventilen. Dieseltanken monteres et egnet sted, og der monteres elektrisk fødepumpe ved tanken. Dieselolien føres gennem det medfølgende dieselfilter og fremløbsslange frem til brændstofventil. Brændstofventilen monteres på frem- og returløb fra indsprøjtningspumpen, så tæt på denne som muligt. Hvis motoren originalt er udstyret med en elektrisk fødepumpe i tanken, som det er tilfældet for mange Commonrailsystemer, installeres en 3. pumpe til at opretholde konstant fødetryk til indsprøjtningssystemet. Hvis der er installeret oliefyr [2] skal det forsynes med diesel. Det er en fordel at koble oliefyret ind på returen fra varmeapparat til motoren, således at motoren opvarmes hurtigere og varmetabet inden varmeveksleren minimeres. Systemet kan evt. tvangsstyre oliefyret til automatisk and tænde og køre indtil motoren er varm. Styreenheden monteres og pumper, termokontakt mm. forbindes hertil. Betjeningspanelet monteres i instrumentbrættet og forbindes til styreenheden.

 

Funktion:

  • Motoren startes som normalt på diesel. Når nøglen drejes til tænding vil man høre at den elektriske fødepumpe til diesel arbejder. Denne funktion kan benyttes til at udlufte brændstoffiltre efter at de er skiftet.

  • Hvis man ønsker at systemet skal skifte til rapsolie, kan man skifte kontakten for brændstofvalg allerede efter at motoren startes. Systemet vil så automatisk skifte til rapsolie når motoren er tilstrækkelig varm til det.

  • Oliefyret kan med fordel køre indtil motoren er varm for at reducere tiden indtil man kan skifte til rapsolie. Dette kan laves automatisk hvis oliefyret er forberedt hertil.

  • Når motoren er driftvarm tillader styringen skift til rapsolie.

  • Skift mellem diesel og rapsolie foregår hydraulisk i brændstofventilen vha. styring af fødepumperne til hhv. diesel og rapsolie. Heri er indbygget en sikkerhed for at motorens indsprøjtningspumpe ikke overbelastes eller køres tør hvis brændstoffilteret til rapsolie tilstopper - man vil i så fald opleve at dieselforbruget gradvist vil stige.

  • Undgå at lade motoren køre i tomgang på rapsolie gennem længere tid. Skift i stedet til diesel. Som ekstraudstyr fås en føler der kan tilsluttes styringen og detektere om motoren kører ved lav belastning, og dermed automatisk skifte til diesel.

  • Man skal skifte tilbage til diesel ca. 0,5 liters forbrug før man vil stoppe motoren. Det nøjagtige mængde/tid man skal skylle med diesel afhænger af installation, motortypen og årstiden.

  • Hvis motoren stoppes mens den kører på rapsolie vil man blive advaret af en alarm i styrepanelet. Man skal i så fald starte motoren igen og lade den køre lidt for at skylle systemet.

Forudsætninger:

  • Det er en forudsætning at motoren er i god stand, uden fejl og justeret korrekt. Hvis ikke den starter og kører perfekt på diesel bliver det ikke bedre på planteolie.

  • EGR[3] systemet skal ligeledes fungere korrekt.

  • Det frarådes at modificere motorer der er chip-tunede[4].

  • Efter modificeringen skal der anvendes planteoliebaseret motorolie[5], og intervallet for skift af motorolie og filter reduceres til 7500km.

  • Der skal anvendes planteolie der overholder standarden for rapsolie som motorbrændstof.

  • Hvis motoren umiddelbart efter modificeringen eller på et senere tidspunkt ikke starter og kører ordentligt er det vigtigt at få identificeret og rettet problemet. I mellemtiden bør man køre på diesel i rapstanken.

Typisk værktøj for montage:

  • standard værktøj som tænger, skruetrækker, gaffelnøgler, topnøgler

  • håndlampe

  • god tang til kabelsko og ledningsarbejde

  • varmepistol

  • kabelbindere, isolerbånd

  • loddekolbe

  • boremaskine

  • svejseapparat (til at lave beslag til varmeveksler og filter)

  • multimeter

  • el-diagram for bilen

  • gerne autolift, da der er en del arbejde at lave under bilen

  • manometer 0-4bar

  • motortester til at aflæse evt. fejl. i motorsyringen.

Eksempler på biler konverteret med dette system:

Fodnoter:
1) Der følger en ca. 20-30 liters TÜV godkendt dieseltank med kittet.

2) Det er ikke et krav at der er installeret oliefyr, men en rigtig god ting for motoren. Opvarmning af motoren før start giver en god start og efterfølgende opvarmning bringer motoren hurtigere op på driftstemperatur. Elsbett er autoriseret forhandler af Eberpächer oliefyr, og kan levere forskellige modeller og udstyr til fornuftig pris.

3) EGR systemet fører en del af udstødningen tilbage til indsugningsmanifolden under dellast. Hvis ventilen der skal åbne og lukke for udstødningsgassen sætter sig fast i åben position, f.eks. pga. sodaflejringer, vil det bevirke at insugningsmanifolden og evt. indsugningsventiler sovses til i sod og uforbrændt brændstof.

4) Chiptuning introducerer en usikkerhed da modificeringssystemet kun er langtidsafprøvet med motorer med motorstyringer programmeret fra fabrikken. Der er ofte tale om chiptuning der hæver motorydelsen ved at øge mængden af brændstof og forbrændingsluft, hvilket kan medfører en øget mængde uforbrændt brændstof i motoren.

5) For alle motorer med direkte indsprøjtning er der en tendens til at rapsoliebrændstof passerer stemplerne og havner i motorolien. Fænomenet er mest udpræget for 1-tank systemet med mange koldstarter, men er også aktuelt for 2-tank systemer. Ved tilstrækkelig stor mængde rapsolie i motorolien over tilstrækkelig lang tid kan motoroliens viskositet pludselig stige betydeligt(fortykkelse), i værste fald så meget at smøringen reduceres så meget motoren kan tage skade. Det er derfor vigtigt at skifte olien i god tid. Erfaringer viser at planteoliebaseret motorolie forsinker tidspunktet for hvornår motorolien ændrer karakter. Som tommelfingerregel må der ikke være mere en 10% planteolie i motorolien. Man kan med fordel sende en olieprøve til analyse for at se hvor meget planteolie der er i motorolien. Elsbett anbefaler at anvende FUCHS Plantomot 5W40.

6) Firmaet ELSBETT lukkede og slukkede ved udgangen af 2010 efter kort periode med insolvens. Navnet eksisterer stadig i bla. Holland og England. Mange af produkterne markedsføres nu af firmaet ANC der drives af en tidligere ingeniør fra ELSBETT. DAJOLKA forhandler produkterne fra ANC, men tilbyder også egne produkter.